Fag, faglighed og fagdidaktik! er en serie nyudviklede kurser til faglærere på de gymnasiale uddannelser, som gerne vil have et brush-up på det fagdidaktiske felt.
Projektet er støttet af Dialogforum i projektet Fagdidaktiske kurser for undervisere på de gymnasiale uddannelser samt af Undervisningsministeriet. Projektledere er Uddannelseschef Erik Damberg og Projektkoordinator Annette Kjærgaard, IFPR, SDU.
Kurserne er udviklet i et samarbejde mellem forskere i fagdidaktik på IFPR, SDU og undervisere på de fagdidaktiske og almenpædagogiske kurser ved pædagogikum i dialog med de gymnasiale fagkonsulenter.
Kurserne skal dels give indsigt i nyeste fagdidaktiske forskning, dels bidrage med fagdidaktiske redskaber, der kan understøtte elevernes faglighed i et kompetenceperspektiv.
Der arbejdes med følgende temaer:
- Hvordan bidrager mit fag i udviklingen af elevernes studiekompetencer – og hvad kan jeg gøre?
- Hvordan tilrettelægger jeg fagligt, så der er god progression i elevernes forløb?
- Hvordan kan arbejdsformer anvendes, der engagerer eleverne fagligt?
- Hvordan kan skrivning være et redskab i elevernes læreprocesser i mit fag?
- Hvilken rolle skal forskellige evalueringsformer spille?
- Hvordan får jeg mit fag til at fungere godt sammen med andre fag?
Kurserne tilrettelægges med henblik på en vis didaktisk fællesmængde. Derved åbnes for fælles sprog og temaer på tværs af de enkelte fag.
Undervisningen på kurserne tager sit afsæt i dagligdagens praksis – det vil give gode idéer til nye måder at få fagligheden til at fungere på. Forskellige elev- og kursistforudsætninger er et tema, der behandles i en didaktisk sammenhæng.
Tilmelder flere deltagere fra den enkelte skole sig på det samme kursus, vil det øge muligheden for at fortsætte det faglige udviklingsarbejde på hjemskolen. Tilmelder deltagere fra samme skole forskellige fags kurser muliggøres udviklingen af fag og af samspilsformer.
Der udbydes kurser inden for:
|
Hf+stx |
Hhx+htx |
|
Naturvidenskabelige fag Matematik Kreative fag Dansk Engelsk Tysk, spansk og fransk Historie Samfundsfag og psykologi |
Naturvidenskabelige fag Samfundsøkonomiske fag Matematik Dansk Engelsk Tysk, spansk og fransk Teknisk/teknologisk faggruppe It-fagene |
Tid, sted og pris
Kurserne er en-dags kurser, som placeres i perioden forår og efterår 2012. Kurserne udbydes i: Aalborg, Herning, Aarhus, Kolding, Odense, Næstved, København. Prisen kan først beregnes, når det endelige indhold og program er klar.
Datoerne for de enkelte kurser annonceres senere dels via Gymnasieskolen, dels via IFPR’s og GL-E’s hjemmesider (primo 2012), hvor prisen vil fremgå.
Henvendelser vedr. det faglige indhold på kurserne bedes rettet til Erik Damberg erik.damberg@ifpr.sdu.dk eller Bodil Ravn på b.ravn@ifpr.sdu.dk